Genealogisk klassifikation
Indo-europæisk / germansk / vestgermansk / nedertysk / saksisk (med nogle ingwæoniske* træk)
* nordsø-vestgermanske
Område og dialekter
I Tyskland, er nedersaksisk officielt anerkendt i 8 nordlige delstater (Bundesländer): Slesvig-Holsten (Slesvig er også historisk kendt som Hedeby), Hamborg, Nedersaksen, Bremen, Nordrhein-Westfalen, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen-Anhalt og Brandenburg. Det benyttes også i et mindre nordligt område i provinsen Hessen. Konventionelt er disse, meget tysk-påvirkede dialekter, grupperet på følgende måde:
Vestnedersaksisk:
Nordsaksisk (i nordvest - med de frisisk-påvirkede dialekter i Østfrisland/Ostfriesland, Oldenborg og Emsland som en del af denne gruppe)
Westfalisk (i sydvest)
Ostfalisk (i sydvest af de vestsaksiske områder)
Østnedersaktisk:
Mecklenburgisk-Vorpommersk (i den nordlige halvdel af Østnedersaksen)
Mark-Brandenburgisk (syd for mecklenburgisk-Vorpommersk)
Den østnedersaksiske gruppe fortsatte en gang henover, hvad der i dag er det nordlige Polen (med dialekterne vestpreussisk eller østpreussisk) og hele vejen til dele af det russisk-administrerede Kaliningrad (Königsberg) ("østpreussisk"). Med undtagelsen af de mennonitisk-vestpreussiske dialekter (Plautdietsch) er alle disse dialekter, øst for det nuværende Tyskland, døde.
Dialekterne brugt i de østlige dele af Nederland(ene) er nederlandsk-påvirkede og har deres egen konventionelle gruppering. Nederland er landet som ofte, fejlagtigt kaldes for Holland på dansk. Holland udgør dog kun 2 af Nederlands 12 provinser, og i disse to provinser, Noord-Holland og Zuid-Holland tales der ikke nedersaksisk. Navnet Nederlandene er det officielle navn på dansk (Kongeriget Nederlandene, iflg. Udenrigsministeriet) men bruges for det meste i historisk forbindelse til at betegne Nederland da det hang sammen med Belgien.
Groningske dialekter (for det meste i provinsen Groningen)
Drentske dialekter (i provinsen Drenthe)
Stellingwarfske dialekter (i regionen af Stellingwerven som ligger indenfor provinsen Friessland (Frisland) og også i Overijssel)
Overijsselske dialekter (i provinsen Overijssel):
Twentske dialekter
Sallandske dialekter
Vestoverijsselske dialekter
Achterhoeksk (i provinsen Gelderland)
Østveluwiske dialekter (også i Gelderland)
Dialekterne i norden kan placeres under den nordsaksiske gruppering, specielt de frisisk-påvirkede dialekter. Dialekterne længere mod syd kan placeres under den westfalliske gruppering. Den officielle "tyske" minoritetsgruppe i Danmark (mest i Sønderjylland) var førhen for det meste nedersaksisk talende. Den tyske mærkat led dog til sprogpolitikker som var en udvidelse af de tyske, som de var før nedersaksisk blev anerkendt i Tyskland. Minoritetsadministrationen, medierne, uddannelsessystemet og kirketjenesterne foregik derfor på højtysk, og gjorde det på ingen måde tilladt at benytte nedersaksisk. Resultatet er at nedersaksisk er så godt som død i Danmark. Nedersaksisk bruges også i Rusland, Ukraine, Kasakhstan, Kirgisistan, Usbekistan, Østrig og i Amerika. Dialekterne i de østlige dele af Eurasien tilhører mennonitisk "plautdietsch". Mange af disse plautdietsch-talende har på det seneste emigreret til Tyskland. Plautdietsch benyttes også i Amerika. I Nordamerika er der desuden adskillige ikke-mennonitisk-nedersaksisk-talende samfunde, især i midtvest-USA. Nogle af disse begyndte i det 19. århundrede og har udviklet specielle amerikanske dialekter af sproget, med både arkaiske og innovative træk.
Navn
Det vi kalder nedersaksisk er blandt de fleste kendt som "nedertysk", især med henvisning til varianterne i Tyskland. Selvom det er et faktum at denne betegnelse er blevet populær i Tyskland og tyske studiekredse, så kan det dog ikke ses et heldig navnevalg.
Først og fremmest, bygger nedersaksisk på den saksiske underinddeling af en vestgermansk sproggren, kendt som "nedertysk", dets søster-underinddeling værende "nederfrankisk" (hvilket indbefatter nederlandsk-flamsk, zeelandsk og afrikaansk). For det andet bliver navnet "nedertysk" (på tysk, Niederdeutsch eller Plattdeutsch) ofte brugt af tyskere, i ikke-historiske sammenhænge, som en form for altdækkende mærkat for dialekter af mindst to sprog, som bliver talt i Tyskland: de fleste af dem er efterkommere af oldsaksisk, men det inkluderer også nogle få neder- og centralfrankiske dialekter, som bør ses som dialekter af nederlandsk eller limburgisk (de to sprog beskrives senere i denne serie). Det ofte brugte navn Platt (eller Plattdeutsch) eller blot plat er en endnu mindre præcis betegnelse, da den kan henvise til næsten alle ikke-standardiserede sprogvarianter i de lavtliggende (nedre-) lande (inklusiv Nordtyskland), endda til rheniske og alemaniske varianter meget længere til syd. Desuden er nedersaksisk og tysk efterkommere af to forskellige sprog: oldsaksisk og oldtysk (oldhøjtysk). Før nedersaksisk blev overdækket og undertrykt af tysk, kaldte mange af dets talere det stadigt for "saksisk" (sassysch, osv.) eller "nedersaksisk" (nedersassysch, osv.), nogle så sent som i det 19. og tidlige 20. århundrede. For at få styr på inkonsistensiteten i navngivningen "oldsaksisk > nedertysk", har nogle tyske akademikere valgt at omdøbe det gamle sprog til "oldnedertysk" for at holde det i traditionen med tyskificering.
Dialekterne som tales i de østlige dele af Nederlandene bliver stadigt i dette land kaldt for "nedersaksisk" (ned. nedersaksisch). Det lingvistisk-mest-korrekte navn vil være "saksisk" (eller nusaksisk, moderne saksisk). Dog, er dette blevet navnet man bruger for de tyske dialekter som tales i den tyske delstat Saksen; oprindelig en ikke-saksisk delstat som fik sit navn pga. 15. og 16. dynastiske manøvrer.
De fleste tyskere reagerer i dag på navnet "nedersaksisk" (ty. Niedersächsisch) for sproget med rysten på hovedet, ikke kun fordi de er blevet præget af mange års tyskpræget skolegang, men også fordi de ofte associerer navnet med den relativt nylig (1946) etablerede delstat Niedersachsen, hvilket er en af de otte tyske delstater hvori sproget benyttes. Alene af denne grund er man begyndt at benytte det nederlandske navn Nedersaksisch i stedet for den tyske ækvivalent Niedersächsisch - især når der henvises til de saksiske dialekter i Nederland.
Historie
Der vides ikke meget om de præ-kristne saksere og deres sprog. Nogle runefragmenter synes at være skrevet i arkaisk saksisk, men de består for det meste at navne og giver derfor meget lidt information. Den ældste kendte reference til sakserne findes i beretninger skrevet af den græsk-ægyptiske geografer Ptolemyos i det 2. århundrede. Kort derefter beskrev romerske beretninger, sakserne som pirater der irriterede de galliske (franske) og britiske kyster. Nogle saksere slog sig ned ved den galliske kyst og blev med tiden indlemmeret i den lokale romansk-keltiske befolkning. I midten af det femte århundrede, begyndte sakserne at slå sig ned i England. Med tiden oprettede de saksisk-dominerede riger i Sydengland, hvor deres sprog, med en blanding af andre germanske sprog (bl.a. oldfrisisk og oldjysk) udviklede sig til de sydlige dialekter af "angle-saksisk" eller oldengelsk.
Som et resultat af emigreringen til Englang blev nogle af de saksisktalende fastlandsområder tyndt befolket. Disse blev dog senere fuldt ebfolket igen af imigranter fra de sydlige regioner. Det er for det meste af denne grund at det tidlige ingwæoniske (nordsø-vestgermanske) saksisk fik diverse ikke ingwæoniske træk; f.eks.
(blåt = ingwæonisk; grønt = ikke-ingwæonisk)
|
*Proto-germansk |
Oldengelsk |
Nuengelsk |
Oldsaksisk |
Nunedersaksisk |
Oldtysk |
Nutysk |
|
|
*fimfi |
fîf |
five |
fîf |
fiev
~ fief |
finf
~ fimf |
fünf |
|
|
*uns |
us |
us |
ûs |
us |
uns |
uns |
uns |
|
*hi– |
he
~ hê |
he |
hi(e) |
he
~ häi ~ hai |
her |
er |
|
Der er bred enighed om at sakserne startede som en stammeforgrening eller krigerorden af den germanske Chauci-stamme, og at deres navn, som er baseret på deres karakteristiske korte sværd, kaldet sahs, senere bredte sig til andre stammeforgreninger. Det er desuden antaget at saksernes oprindelige land svarer til i dags Holsten og at sakserne gradvis bevægede sig ud derfra.
Den saksiske region kom senere til at bestå af fire stammeområder, eller provinser: Northalbingia (nord for Elbes flodmundingen), Engern (syd for Northalbingia), Westfalen (vest for Engern), og Ostfalen (øst for Engern). Deres naboer var friserne langs nordsøkysten og frankerne i syden og vesten og slaverne i østen. Hver provins var underinddelt, og hver underindeling havde dets selvvalgte leder (furest, bogstaveligt "først"). Der var ingen overordnet hersker. Det tidlige saksen var således en relativ løs stammealliance.
Det var en slags republik med årlige møder mellem de lokale repræsentanter. I året 772, deklærede en officiel kristen-alliance under den frankiske konge Karl (Karl den Store eller "Charlemagne", 742-814) krig mod sakserne. Dette markerede begyndelsen på enden af saksisk uafhængighed, samt deres hidtidige religion med dets gud Sahsnot ved siden af de normale germanske guder Wotan (Odin) og Donar (Thunar, Tor). Ti år og adskellige kampe senere var Saksen erobret, selvom regional modstand fortsatte indtil år 804. Tidligere hæftig saksisk modstand mod kristianiseringforsøg forsvandt gradvist. Men denne gang var landene øst for Elbe-floden og nogle områder vest for det, som tidligere havde været sparsomt beboet af østgermanske stammer, blevet domineret af vestlige forgreninger af slavere, hvis forfædre havde migreret nordpå fra Balkan. Disse områder blev gradvist indlemmeret af germansktalende magter i en kombination af krigsføring og kristianisering. Begyndende med det 12. århundrede, forekom en større migrering ind i de østliggende lande fra diverse overbefolkede nordvestlige områder på Europas fastland.
Med tiden erstattede germanske varianter de slaviske, men de fik dog flere slaviske træk; i nogle områder endda også baltiske træk fra det nu døde (old-)preussiske sprog. I områder øst for saksen udviklede de nye, baltisk-, slavisk- og nederfrankisk-påvirkede saksiske varianter sig til hvad der i dag kaldes "østnedersaksisk" eller "østnedertysk." Samtidig begyndte netværk af, for det meste saksisktalende, handelsmænd at gro til store handelsbyalliancer, kendt som hansaforbundet / Det hanseatiske forbund. Dets magtcentre værende saksisktalende havnebyer, såsom Lybæk, Hamborg og Bremen, det spredte sig til adskellige kyst- og indenlands byer, såsom Groningen, Nijmegen, Zwolle, Deventer, Köln, Dortmund, Osnabrück, Lüneburg, Braunschweig, Magdeburg, Berlin, Wismar, Rostock, Stralsund, Danzig (Gdansk), Königsberg (Kaliningrad), Krakow, Riga, Reval (Tallinn), Visby, Kalmar og Stockholm.
Forbundet kom til at dominere kystbelejringer omkring østersøen og med tiden fik de et repræsentantkontor i Flandern (Brugge, 1347-1563), England (London, 1282-1598), Rusland (Novgorod, midt-13. Århundrede til 1494) og Norge (Bergen, ca. 1360-1754). De gammelsaksiske sprog, for det meste baseret Lybæk-dialekten, blev det internationale hanseatiske handelssprog. Både direkte og indirekte; det påvirkede de nationale sprog i diverse områder, det fik især stor indflydelse på de skandinaviske, baltiske, østersøfinske (især livisk og estisk), og slaviske (især polsk og kasjubisk) sprog. Det påvirkede også gammeltysk (gammelhøjtysk). På dette tidspunkt var det anset som et selvstændigt sprog og efter den protestantiske reformation benyttede man det til at oversætte Martin Luthers tyske bibeloversættelse til saksisk. Sproget gik da specifikt under navnene saksisk og nedersaksisk (sassysch, nedersaksisch, osv.). Der blev dog også refereret til sproget som tysk eller nedertysk (dudesch, nederduydesch, osv.). Mærkaten "tysk" var den mindst specifikke af disse, inklusiv, foruden de saksiske dialekter, de middelalderlige og tidlige moderne-nederfrankiske ("Dietsch") dialekter fra områderne Limburg, Holland, Brabant, Zeeland og Flandern, såvel som diverse tyske dialekter.
På trods af stigende handel og nogle senere genoplivningsforsøg, gik den hanseatiske magt ned til at den for alle hensigter og mål svandt hen i det sene 16. eller tidlige 17. århundrede. Som en følge af dette mistede det saksiske sprog international betydning. Desuden, begyndte det tyske sprog cirka samtidig at påvirke Saksen fra syden, begyndende med højere læreanstalter, spredte sig til aristokrati og andre overklassekredse, ligesom til mange kirker. Tysk blev altså det pretiøse sprog, og de indfødtes saksiske sprog blev hurtigt nedgraderet til et arbejderklasse og distriktssprog. Forhadt af herskerklassen, afvist af dem som søgte efter højere social status, samt bandlyst fra formel uddannelse, gjorde af saksisk med tiden af mange blev anset som blot en samling af underlegne tyske dialekter. Ligeledes fik sproget nederlandsk national betydning i Nederland(ene), og det saksiske sprog i de østlige egne af landet blev med tiden bredt anset som en gruppe af nedersaksiske-nederlandske distriktsdialekter". I det 19. århundrede så en nedersaksisk støttebevægelse dagens lys. Denne kan ses som en del af europæisk romantisisme som et modtræk til den industrielle revolution. For det meste ledet af forfattere og andre folk med en over gennemsnitsligt formel uddannelse; denne bevægelse søgte af genindføre "nedertysk" som et litterær sprog og derfor også at udvikle at standard-retskrivningssystem. Fra og med denne periode har nedersaksisk litteratur for det meste været begrænset til kirkelige, bondske, komiske, sentimentale, nostalgiske og almene folkelige genrer og stile - altså ikke særlig højtstående litteratur. Seriøse forsøg på at bruge sproget på nutidige og eksperimenterende måder begyndte ikke i det små før tidligst i 1970'er og der er stadig få forsøg og langt imellem dem.
Der findes ingen nedersaksisk standarddialekt og heller ikke en standardretskrivning (ortografi) som dækker hele sproget. I de østlige egne af Nederland findes der nogle få regionale retskrivningsstandarder som har officiel status i de givne områder. Dette gælder bl.a. for drentsk. Retskrivningsreglerne for stellingwarfsk og groningsk er godt standardiserede og fungere i de to provinser Fryslan og Groningen som officielle retskrivningsstandarder, selvom de endnu ikke har fået provinsernes stempel - Dette har dog heller ikke været en nødvendighed. I Tyskland findes der adskillige retskrivningsretningslinjer; indtil videre ingen national standard eller international standard for alle dialekterne. Nedersaksisk består derfor i dag af adskillige dialekter skrevet på diverse måder, ved hjælp af inkonsekvente retskrivningsretningslinjer efter personlig præference, baserede på tyske og nederlandske traditioner.
De første årtier efter anden verdenskrig ramte især nedersaksisk hårdt i Tyskland. Store dele af det østlige territorium gik til Polen og Rusland, og størstedelen af den nedersaksisktalende befolkning flyttede til Tyskland eller emigrerede oversøisk. Deres dialekter er nu (næsten) uddøde, med undtagelsen af den mennonistiske dialekt (Plautdietsch) som tidligere var blevet ført ind i Østeuropa, Sibirien, Central-Asien og Amerika. Desuden, de for det meste tysktalende flygtninge bosatte sig i tidligere nedersaksisktalende dominerende samfunde i Vesttyskland, blev det tyske sprog dominerende og påtvunget i skoler og i medierne, og på den måde undergravede det det indfødte sprog fra den ene dag til den anden.
Som et resultat af tilskyndelser og mangel på offentlig støtte, vælger mange forældre ikke at føre sproget videre til deres børn, især i bymiljøer hvor (høj-)tysk er blevet associeret med økonomisk og social succes. Af denne grund er mange nedersaksiske dialekter nu i fare for at uddø. De er blevet holdt i live for det meste af aldrende entusiaster, aktivister og underholdere. I slutningen af det 20. årtusinde (Nederland i år 1997, Tyskland i 1999), blev nedersaksisk (hvilket bedst kan beskrives som et "minoriseret" sprog) officielt anerkendt som et "regionalsprog." Tiden vil vise hvordan og hvis dette vil blive implementeret, og om dette og de seneste lidt forbedrede, i nogle kredse endda modeprægede image af sproget vil rede det fra det død eller om det vil vise sig at være for lidt, for sent.
Antal talende
Antallet af nedersaksisk-talende er ukendt, da der endnu ikke har været foretaget større markedsundersøgelser. De forskellige skøn varierer meget, fra 2 til 10 millioner. Der skønnes at være mellem 1,5 og 2 millioner nedersaksisk-talende i Nederlandene. Skønnene for Tyskland er mindre specifikke, og resultaterne afhænger meget af hvordan sprogkompetance er defineret. Antallet er stort hvis man medtager folk som kan følge simple samtaler, og det bliver endnu større hvis man medtager folk som ser dem selv som nedersaksisktalende, men i virkeligheden kun kan håndtere det leksikale, idiomatiske og grammatisk utilstrækkelige tysk-baserede kunstige sprog "Platt" (Patentplatt). Antallet af sande nedersaksisktalende er faldende. Der er dog en god del og måske endda voksende andel af nordtyskere som taler nedersaksisk mere eller mindre flydende som sekundær eller "genoplivet" sprog.
Status
Nedersaktisk blev officielt anerkendt som et "regionalsprog" i Østnederland (1997) og Nordtyskland (1999) under det europæiske sprogregelsæt for regional- og minoritetssprog. Det skal dog stadigt vise sig hvordan kravene vil blive implementeret og om implementeringen vil resultere i mere end FIXME: "reluctant tokenism" som vi har set ind til videre.
Offentlige tjenester
I regionerne hvor nedersaksisk har opnået officiel anerkendelse må det bruges i al kommunikation med myndighederne. Dette er dog stadig blot teoretisk. I Tyskland har utilsvarende støtte og uddannelse været blandt favoritundskyldningerne for ikke at have levet op til EU-bestemmelserne og for at have trukket ting i langdrag.
Uddannelse
På nuværende tidspunkt bruges nedersaksisk ikke som hovedsprog i nogen formel uddannelse og er ej heller et obligatorisk fag, og kun få skoler tilbyder det som et tilvalgsfag. At studere det som tilvalgsfag tilbydes på et fåtal af lokale gymnasier, læreinstitutioner og universiteter. På universitetsniveau studeres det for det meste, som et teoretisk emne gennem de nederlandske og tyske medier.
Medier
Nedersaksisk har aldrig holdt sig tilbage som et litterært sprog. Adskillige nedersaksiske bøger og tidsskrifter udgives hvert år, og antallet var været stigende på det seneste. De fleste belles-lettres-værker falder stadig under kategorierne "folksy" (form for musikstil) og "komedie", men nogle værker på mere nutidige stile og genrer er også udgivet. Nutidigt litteratur er også fremskyndet via skrivekonkurrencer. Et stigende antal nedersaksiske udgivelser, er oversættelser fra andre sprog. Der er et mindre antal nedersaksiske teatergrupper og adskillige amatørteatergrupper. På det seneste har virksomheder prøvet at putte tidssvarende og ikke-kirkelige forestillinger på repertoiret, enten originale værker eller oversættelser fra andre sprog; [tilføgelse] f.eks. er de første 2 Harry Potter bøger, samt nogle få udgaver af Anders And og Asterix oversat til nordnedersaksisk. Produktionen af nedersaksiske lydoptagelser har også været stigende i de senere år. Mest dominerende er elektroniske bøger og sangsamlinger på kassettebånd og cd'er. Udover det sædvanlige på menuen, findes der fremføringer af samtidsmusik, såsom sjangon-stil, pop- og rocksange. Der er desuden en længerevarende tradition for at bruge nedersaksisk i radioproduktioner, især i radiospil, nyhederne, forfatteres oplæsning og religiøse ceremonier - på det seneste også i talkshow. Sproget bliver brugt begrænset på tv, men tendensen synes at være stigende de sidste par år. Antallet af internet-præsentationer på og om nedersaksisk har været jævnt stigende. Dette medium bringer særdeles lyse udsigter, idet det har potentiale til at forene sprogets talere, lærlinge og liebhavere fra hele verdenen.
Forfatter: Reinhard F. Hahn, 2002
Originalsprog: Engelsk
Oversætter: Kenneth R. Christiansen, 2003
Yderligere oplysninger: www.lowlands-l.net (Klik på “Resurser", “Links” eller “Offline materiale”).